Det er ikke helt med vilje, og egentlig er det slet ikke meningen - men jeg har faktisk et yndlingshold. Hvis vi snakker danske fodboldklubber. Når de vinder mesterskaber, smiler jeg lidt for mig selv, for vi har også en del historie, mig og den her klub. Og det på trods af, at jeg faktisk aldrig har set dem spille. I virkeligheden.
Men i et par år var klubben her en underlig del af mit liv. Det var den pga de mennesker, der spillede både store og små roller i det kapitel af mit liv, der startede i midthalvfemserne og sluttede i starten af det nye årtusind. Men det er en historie for sig. (Og selve inspirationen til bloggen her.) Og den bliver skrevet ned. En anden dag.
Grunden til at jeg altid hepper på den her klub er helt banalt fordi det er der, jeg er fra. Den ligger lige præcis der hvor jeg voksede op, og en del af idrætsanlægget var i et par år hele mit liv. Dengang jeg nærmest boede på Østerbro Stadion og var hele Østerbros lille sprinterprinsesse (eller i hvert fald min fars). Og hvor jeg var sikker på at min fremtid ville bestå af løb, spring og en hulens bunke medaljer (helst af guld).
Sådan gik det ikke; et knæ og især en læge sagde Stop!, men jeg efterlod en del af mit hjerte på dét stadion og hele idrætsparken, og for mig er dem man holder med i sport synonym med der, hvor man kommer fra. Som i - at når Danmark er med til EM, VM, OL - så holder man med Danmark.
Så derfor er 'min' klub FCK.
Og derfor smilede jeg ved mig selv, da jeg i lørdags sad og så William Kvist blive årets bedste fodboldspiller ved DRs store SportsHalløj2010Show. Indrømmet; jeg havde aldrig hørt om ham før, vidste ikke hvordan han så ud, men to ting gjorde (udover klubben han spiller i (FCK)), at jeg skrev mig hans navn bag øret. For det første var han rørt, helt oprigtigt rørt, og da han gik hen til mikrofonen og skulle takketale, kom der oprigtige og kvalificerede ord ud af hans mund! Han sagde rent faktisk noget, han var virkelig veltalende. To store plusser herfra!
Men bedst var nu næsten den skarpe producer, der hurtigt fik klippet til Don Ø, som sad i salen, og som i den grad kæmpede med tårerne. Det er ægte kærlighed, Don Ø + FCK. Et lille og smukt øjeblik (ikke ligesom Tennistøs nummer et, der var med 'live' fra Hong Kong og som begge (!) gange hun vandt en pris bare mumlede: "Er det rigtigt? Fedt." Ingen udråbstegn, ingen følelser, ingen kvalificerede ord; in-gen-ting!
Så, status her i starten af et dugfrisk år: En FCKspiller er årets bedste, FCK ligger nummer et i Superligaen med 19 point ned til nummer to (OB), FCK har kvalificeret sig til ottendedelsfinalen i Champions League, Lionel Messi (ham den lave argentiner) har lige og for andet år i træk modtaget FIFA Ballon d'Or, fordi han er hele verdens allerbedste fodboldspiller, og jeg ved i virkeligheden stadig ikke rigtig en pind (eller en kvist) om noget af det her ... Men 2011 bliver året, hvor jeg for alvor vil gøre et forsøg. Punktum.
